Tilbage til oversigten over Teknologipagtens artikler

03-02-2021

Nu kan din kommune komme med i Teksperimentet

https://teknologipagten.imgix.net/4nsjpti5/nyhedteksperimentet.jpeg



Vil I have et konkret undervisningsmateriale, der kan hjælpe lærerne i jeres kommune med at gøre eleverne i stand til at bruge teknologi til kreativ problemløsning? Så er det nu igen muligt at ansøge om midler til at komme i gang med Teksperimentet.

 

For at ruste de kommende generationer af unge til at være brugere og skabere af teknologi frem for blot at være forbrugere skal de være bedre til at bruge teknologi kritisk og aktivt til at løse problemer og opgaver på en kreativ måde. Det har vi som samfund brug for, fordi den rette måde at bruge teknologi på kan være nøglen til eksempelvis at løfte den grønne omstilling.

 

Teknologipagten har udviklet Teksperimentet som et bud på en måde at skabe begejstring og glæde hos eleverne gennem kreativ problemløsning med teknologi. Teksperimentet er gratis tilgængeligt på www.teksperimentet.dk. Teknologier som fx Micro:bit eller MakeyMakey skal anskaffes, mens Scratch kan bruges gratis. Minecraft: Education Edition kræver en Office 365 licens.

 

Mulighed for økonomisk støtte

Teksperimentet har været i gang i knap to skoleår, og over 2200 elever i mellemtrinsklasserne og 100 lærere har med Teknologpagtens midler afprøvet undervisningsmaterialet i Vejen, Herning, Guldborgsund, Middelfart, Odense, Høje-Taastrup og Furesø Kommune.

 

For at nye kommuner og skoler kan komme bedst muligt i gang med at arbejde med Teksperimentet, har Teknologipagten lavet en ansøgningsrunde, hvor interesserede kommuner kan søge om støtte til at opkvalificere ressourcepersoner og lærere, indkøbe teknologi, skabe kontakt til og inddrage det lokale erhvervsliv samt udbrede det til flest mulige mellemtrinsklasser i kommunen.

 

Det er muligt for interesserede kommuner at søge mellem 200.000 og 500.000 kroner i støtte fra Teknologipagten.

 

Læs mere om ansøgningsrunden her.

 

Læs evalueringsrapporten af Teksperimentet her.