Alle børn har en ingeniør i maven

Internationale gæstetalere, paneldebatter og DRs minicomputer Ultra:Bit indtog scenen, da Aalborg Universitet, Altinget og Teknologipagten bød indenfor til STEM-TOPMØDE 2018. Topmødet endte med en afstemning om dagen vigtigste pointe, som blev: Understøt børns indre ingeniør. (Foto: AAU)

Solen strømmede ind af de store panoramavinduer på AAU Campus, København, og salen var fyldt helt op, da Per Michael Johansen, som er rektor på Aalborg Universitet, mandag gik på scenen og bød velkommen til STEM-TOPMØDE 2018.

- Digitale kompetencer er vigtig for fremtiden. Danmark mangler talenter med STEM-kompetencer, der forstår at anvende teknologi. STEM-kompetencer bliver nogle af de allervigtigste, hvis vi ikke bare vil styres af teknologi, men også vil være med til at forme den i fremtiden, sagde Per Michael Johansen i sin velkomst.

Alle skal kunne afkode

Derefter tog dagens moderator og videnskabsjournalist Lone Frank over og bød velkommen til uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers, der understregede vigtigheden af Teknologipagten, slog fast at pigerne både kan og skal være med, når det kommer til STEM og at Danmark skal prioritere STEM-forskning i verdensklasse.


- Jeg siger ikke, at alle skal kunne kode, men alle skal kunne afkode. Vi er godt på vej, men vi er der ikke helt endnu, og derfor skal 20% flere tage en STEM-uddannelse om 10 år, lød det fra ministeren. 

Derefter gik Anders Kristian Munk, som er er cand.mag. i etnologi fra Københavns Universitet og ph.d. i geografi fra Oxford University, på scenen med et oplæg om humanister og STEM. Hans konklusion var, at fremtidens digitale humanister bliver dybt afhængige af STEM-kompetencer - men de skal kunne erhverves ad hoc!

Internationale ingeniøreksperter på scenen

På topmødet talte tre internationale gæster for det fremmødte publikum. Dr. Ruth Graham fra England er ekspert i, hvordan man skaber forandring og forbedring af ingeniørundervisning inden for videregående uddannelser i hele verden. Hun fremlagde blandt andet resultaterne af rapporten #The Global State of the art in engineering education”, som hun har lavet for Massachusetts Institute of Technology om, hvem, der er nutiden og fremtidens ledende uddannelsesinstitutioner indenfor ingeniøruddannelser.

Derefter talte forsker og næstformand for Museum of Science i Boston, Christine Cunningham. Hun viste masser af spændende eksempler fra Engineering is Elementary, der er et banebrydende projekt, hun står bag. Projektet integrerer ingeniørvidenskab i folkeskolens undervisningsplaner og efter- og videreuddannelse for lærere. Mere end 17 millioner børn og 190.000 undervisere verden over har indtil videre haft glæde af projektet.

Dr. Cunningham indledte oplægget med ordene: Alle børn er ingeniører. Derefter kom hun med masser af spændende eksempler på, hvordan børn helt ned til treårs-alderen kan motiveres til at tænke og agere som en lille ingeniør, og hvordan ingeniørfaget kan indtænkes i alle fag i grundskolen.

Sidste udenlandske taler var britiske Bill Lucas. Han er professor i Læring og direktør for Centre for Real-World Learning, og han præsenterede deltagerne for sit bud på, hvordan man får børn til at tænke som en ingeniør, og hvordan ingeniør og entreprenørtankegangen historisk set altid har været en del af menneskets fortælling.

Paneldebatter og minicomputere

Dagen bød også på to paneldebatter ’Skal der være STEM-kompetencer i alle uddannelser?’ og ’Sådan motiverer vi børn og unge til STEM', hvor en række politikere, repræsentanter for uddannelsesområdet og erhvervslivet debatterede lystigt.

Og så kiggede DRs projektleder for Ultra:Bit, Trine Charlotte Hjort Jensen forbi. Hun fortalte deltagerne historien bag de tusindvis af minicomputere, Ultra:Bit, DR har udleveret til 4. klasser i hele Danmark. Ideen bag Ultra:Bit er, at de skal understøtte børns kreativitet, så børnenes teknologiforståelse kommer gennem lysten til at undersøge, opleve og sammen skabe nye lege og idéer til løsninger på hverdagens udfordringer.


Dagens bedste pointe

Lone Frank og Pernille Berg, der er Chef for Forskning, Analyse & Videregående Uddannelser hos Fonden for Entreprenørskab og Teknologipagten, rundede topmødet af med en afstemning om dagens vigtigste pointer blandt 10 forskellige bud. 

Her fik: Understøt børns indre ingeniør hele 26% af stemmerne fra publikum og på en fælles andenplads med 19% kom: En verden i forandring kræver forandringsparate uddannelser og Behold kernekompetencer i de forskellige uddannelser, men integrér STEM-tankegangen i dem.

Pernille Berg sluttede dagen af på vegne af både Aalborg Universitet og Teknologipagten - og afslørede, at STEM-TOPMØDET vender tilbage igen i 2019!